Artikler

U-glædelig jul?

Det er ikke altid at julen opleves lige glædelig. For Julie, der går i 3.g og hvis forældre er skilt, bliver glæden let overskygget af bekymringer og sorger, og hun beslutter sig til sidst til at sende en mail til Himmelen - og får svar!

Brevene er første gang trykt i Diakonibladet 2006

Copyright Dave Dyet at www.sxc.hu Copyright Dave Dyet at www.sxc.hu

- mail til den himmelske mailbox fra Julie i 3.g om uglædelig jul :(

Kære Jesus

Tro ikke, at jeg har glemt din fødselsdag. For det har jeg ikke. Faktisk lurer der en større eller mindre juleangst i mit baghoved året rundt. Og det er lidt tanketungt, for jeg kommer til at rode tingene sammen. Altså det med jul og din fødselsdag.
For på den ene side vil jeg så gerne gratulere og sige velkommen til dig. Og sige tillykke til ... os! Det er så fedt, du blev født. Fantastisk, at en himmelprins vil dele liv og død med dødelige.
Men på den anden side så er der det svære med jul. Desværre! Man skal være glad og kærlig hele tiden, man skal føle familiesammenhold, man skal klare skuffelserne, man skal spise og drikke en masse traditioner, man må ikke være ensom, man skal købe og pynte i mange uger, man skal pakke besværlige, barnlige forventninger langt, langt væk, man skal stresse, men man må ikke blive stresset ...
Mine forældre er skilt, og der er mange ømme tæer ved højtider og fødselsdage. Hvem skal være hvor, hvornår og sammen med hvem? En af mine venner snakker om hyggejul hos hendes forældre, og så stikker misundelsen i samvittigheden. Mon din fjende, fanden, har specialtrænede misundelsesfristere, der tilbyder sig ekstra som juleassistance?
For resten så hører jeg hvert år efter jul, at selvom hendes forældre ikke er skilt, så går det altid i kage mellem dem og faster. I julekage ...
En anden af mine ældre venner rejser udenlands til jul, for hun orker ikke gaveræset og plagende unger. Og så kender jeg én, der holder jul med hjemløse. Jeg ved ikke helt, hvor jeg kan gøre af mig selv? Jeg er også noget hjemløs.
Du må undskylde, jeg vælter det her hjemløse brok ud over dig i stedet for at nøjes med: Tillykke.

Kærlig hilsen Julie.


RE: fra himmelmailen

Min kære Julie

Tak for din hilsen. Du behøver altså ikke undskylde, at du vælter det ud over mig. Det er sådan set meningen med det hele! Det er derfor, min Far sendte mig fra Himlen til Betlehem: for at bære. Bære dig og alle andre mere eller mindre hjemløse, som vil tage mod min julegave: forsoning, nåde! Jeg blev født for at dø og korsfæstes med alt det, der adskiller og ødelægger relationen mellem vor Far og jer og mellem jer indbyrdes. Velkommen til at læse videre om det i min julebog/Bibelen.
Og så ligger landet sådan, at jeg forstår jeres julesorger. For jeg har selv været der: Min fødsel er en blanding af hjemløshed/staldfødsel, flugt til Ægypten, angst, glæde og englebesøg, mordforsøg fra regenten - og min himmelskes Fars stjerne og lys over alt det mørke.
Jeg mister min jordiske far under opvæksten. Som voksen oplever jeg ikke kun godhed, men også misforståelse og kritik fra min familie.
Men kære, hjemløse søster: Efter langfredag og påskemorgen har du et HJEM. Min Far, hans Ånd og jeg er dit hjem. Så uanset hvordan du tilbringer dine decemberdage og for den sags skyld resten af året, så er du hjemme i min favn. Og derfra kan du måske lidt bedre magte at række ud med omsorg til andre - ikke kun i december. Og derfra kan du måske også lidt bedre magte at sætte grænser og finde ja og nej til andres og egne juleforventninger.
Og så engang, men ven, da bliver er Julefeste med stort J. For jeg fødtes i Betlehem, for at I ikke skal fortabes i mørke, men opstå til evigt liv i lys, fest, renhed og kærlighed. Og da skal I se mig fysisk, ikke kun som nu med troens øjne, Se, det bliver JUL HJEMME. Vil du med?