Artikler

Hvem arbejder på bibelskolen

Lærere, landbrugsledere og altmuligmænd på bibelskolen i Kiabakari.

Hvem arbejder på skolen?

Solide medarbejdere.
Fire ud af de syv fuldtids-ansatte var med ved opstarten af skolen i 1997. De tre var også med ved byggeriet af skolen i årene 1995-96. Derudover har vi tre andre som arbejder på deltid. Det har givet en god stabilitet igennem årene i det praktiske personale på skolen. Flere af dem har givet udtryk for, at de ser det som Guds kald, at være der.

Guds gave til skolen.
På lærer-siden har vi to tanzanianere og to missionærer. Den sidst ankomne tanzanianske lærer blev færdig med sit teologistudie for knap to år siden, og blev efterfølgende placeret på bibelskolenDet er en Guds gave til skolen. Han var selv elev på det første hold i 97. Han har et godt budskab og er meget behagelig at være sammen med og er god til at omgås eleverne på skolen. Det er ham vi forventer besøg af i LMU til efteråret. Den anden tanzanianer er skoleleder men forlader skolen og der skal findes en ny leder. Det er et stort bede emne.

Pedel/sløjdlærer/altmuligmand.

Pedellen er en meget vigtig person på enhver skole! Wilson Kitundu var med under byggeriet og i opstarten af bibelskolen. Han er en dygtig håndværker og har to års uddannelse i sløjd/snedkeri. Han underviser i sløjd, og hans uddannelse giver ham ret til at gøre elever klar til at gå op til eksamen, som er godkendt i det tanzanianske uddannelsessystem.

Han bor i et hus ved skolen sammen med hans kone og børn, tæt på værkstedet. Han kommer fra Singida, (en 'gammel' luthersk kirke), men har boet det meste at sit liv i Mara, og er dermed tilflytter.

Lederen af landbruget.
Peter Chande er ca 35 år, en hyggelig mand som elsker at spille fodbold og synger i det lokale kor i menigheden. Han var med til at bygge bibelskolen som ganske ung. Dengang arbejdede han i værkstedet, ved høvlen og rundsaven. Så kom han på bibelskolen i 1998, inden han blev ansat på skolen. Han har været to år på landbrugsuddannelse i Bukoba. Udover at styre landbruget underviser han i markbrug og dyrehold på bibelskolen, og er med til at planlægge det praktiske arbejde for eleverne.

Erik Haahr Andersen